Your address will show here +12 34 56 78
Den nye vej

 

Da jeg efter en karriere som professionel fodboldspiller stoppede i 2008, var det afslutningen på en dagligdag, hvor jeg hvert sekund dyrkede den sport, jeg holdt så meget af. Gennem mange år havde jeg levet for at træne, spise og sove. Med overgangen til et liv som studerende, var mit liv, som jeg kendte det slut.

 

I 2012 blev jeg ramt i hjertet af psykoterapiens helbredende kræfter. Og da jeg året efter kom i kontakt med Body-SDS’ helhedsbehandling var kimen lagt til dét, som mit arbejde i dag drejer sig om: Terapeutiske arbejde som forbinder følelserne med kroppen.

 

Den kolbøtte, som mit liv tog, da jeg gik fra at være professionel fodboldspiller til at være studerende, trækker jeg dagligt på i mit arbejde som terapeut. Dels fordi jeg har indgående kendskab til livet som professionel fodboldspiller, og de veksler, det tager på ens krop. Dels fordi jeg på egen krop har mærket, hvordan store livsomvæltninger kan få en i kontakt med følelser, man ikke kendte.

 

Jeg har altid været meget fascineret af, hvordan vi som mennesker er sammensat fra inderst til yderst. Derfor er det en glæde, at jeg kan forene mine erfaringer fra professionel fodbold med arbejdet som psykoterapeut MPF og kropsterapeut, uddannet fra Body-SDS.

Min indstilling

 

Min terapeutiske indstilling er den, at følelser er centrale for vores ageren i verden. Vi stræber mod at føle glæde, ro, begejstring, stolthed og frihed. Ligesom vi søger at undgå at føle sorg, smerte, skam og frygt. Følelser motiverer og fremmer handling.


Det er bare ikke altid, at det er tydeligt for os selv, hvilke følelser, der er på banen. Vi handler alle sammen nogle gange ud fra følelser af frygt eller skam – og så er det ikke sikkert, at vi handler hensigtsmæssigt. Sammen afdækker vi de følelser, der ligger bag dine handlinger – for først når du får øje på dine uhensigtsmæssige mønstre, kan du bryde dem.

 

Min rolle som  terapeut er først og fremmest at vurdere, hvad du har brug for. Min terapeutiske værktøjskasse er stor, og hvor vi nogle gange skal lade hovedet tale, skal vi andre gange ned i kroppen og lade den ”tale”. Hvilken type terapi, du har brug for, beslutter vi efter en indledende samtale, hvor vi afklarer dine udfordringer og behov.

 

Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening (MPF), hvilket sikrer dig den højeste faglighed i mit psykoterapeutiske arbejde. 

 

Jeg ser frem til at byde dig velkommen i min hyggelige praksis på Christianshavn Torv i København.

Min baggrund

  • 2017 - 4-årig uddannelse som emotions-fokuseret psykoterapeut fra EFT-Instituttet.

  • 2016 - 3-årig uddannelse som kropsterapeut fra Body-SDS.

  • 2011 - 5-årig uddannelse Cand.merc.(fil) fra CBS.

  • 2011 - 2-årig uddannelse i Master of Business Coaching, MBC, fra Copenhagen Coaching Center.

  • 2008 – Professionel fodboldspiller i AB, FC Midtjylland, FC Lyn Oslo og Lyngby Boldklub.

  • Siden år 2014 har jeg været frivillig rådgiver og gruppeleder i NEFOS – netværket for selvmordsramte.

Har du brug for min hjælp, kan du:

Hvilken terapi skal du vælge?

Det er individuelt, hvad der passer til dig. Overordnet set hjælper jeg dig med at finde ro gennem psykoterapi, kropsterapi eller et kombineret forløb af begge tilgange.

Kontaktformular